Ringriderfesten har stor betydning for en hel landsdel. Stor opbakning sikrer rekordstor sponsorindtægt på over en million kr.
Ringriderfesten i Sønderborg er årets absolutte højdepunkt i Sønderborg. Det er festen, hvor mange sønderborgensere vender hjem for at mødes med gamle venner og bekendte. Det er festen hvortil folk fra nær og fjern kommer for at opleve en helt speciel stemning, uanset om man befinder sig på ringriderpladsen eller færdes rundt i byens gader. Der er musik og glade mennesker overalt.
-Det er med en vis ydmyghed og stolthed vi år efter år arrangerer ringriderfesten. Vi skal på en gang både fasthold de gamle traditioner og hele tiden forny os. Det er en stor og spændende opgave, at være med til at skabe fundamentet for en fest med en helt speciel historie og atmosfære. Festen skaber værdi på mange planer ikke blot for borgerne i Sønderborg men for hele Sønderjylland. Den opbakning festen har, er helt enorm, siger formanden for Ringriderfesten i Sønderborg, Jes Andersen.
Opbakningen til festen ses bl.a. af, at det i år er lykkedes at indgå reklame- og sponsoraftaler til en samlet værdi på meget tæt ved 750.000 kr. Det fortæller noget om den værdi også erhvervslivet tillægger festen, hvor højdepunkterne - foruden det sportslige i galgerne - er den store herrefrokost med omkring 1.800 deltagere, og Børneland.
De samlede indtægter var i fjor på 3,4 mio. kr. Den største enkelte udgiftspost var på omkring en halv mio. kr. til musik.
I 2014 kom festen dog ud med et underskud på 113.000 kr. efter at have dækket omkostningerne til det store ældrearrangement, Børneland-aktiviteterne, tilskud til landets eneste Ringridermuseum og en udlodning til en række af egnens foreninger. Underskuddets størrelse kan også henføres til det regnvejr, som satte ind på det mest uheldige tidspunkt – søndag middag. Søndag er den største publikumsdag, og mange valgte at blive hjemme, da regnen satte ind.
Festens egenkapital er fortsat på omkring to mio. kr. – et beløb som er hensat for at kunne dække udgifterne ved en eventuel pludselig aflysning af årets fest.
Ny billettype
-Musikken spiller en stor rolle, og er med til at skabe den unikke stemning overalt i byen. Det er kun muliggjort, fordi vi opkræver en beskeden entre til Ringriderpladsen. Uden de midler havde vi ikke mulighed for at lade mange aktiviteter finde sted udenfor festpladsen. Prøv at tænk på en ringriderfest i Sønderborg udelukkende på festpladsen. Det vil slet ikke være det samme, siger Jes Andersen.
-For at skabe fornyelse på det område, indføres i år et nyt billetsystem, hvor man kan komme ind på Ringriderpladsen alle fire dage for 80 kr. Det er en besparelse på 33 pct. Vi håber initiativet bliver godt modtaget. Ja, virksomheder kan jo vælge at købe et antal armbånd og give det som en sommergave til medarbejdere og kunder.
Armbåndene, som bl.a. kendes fra kultur- og sportsarrangementer, kan frem til og med 9. juli købes i forsalg hos Mr. Klausen, kiosken i Kvickly, Femina og Wohlenbergs Vinhandel for 80 kr., og sælges også ved Ringriderpladsen fredag den 10. juli, Normalprisen for en endages voksenbillet er 30 kr., mens børn mellem 4 og 14 betaler 10 kr. Børn fra 0 til 4 år har gratis adgang. I fjor blev Ringriderpladsen besøgt af ca. 28.000 voksne, og i år er målet 30.000 voksne.
Børneland og rytterdyst
-Børneland får en stadig større og større betydning for festen. Hvert år skabes der nye aktiviteter, som er rettet mod børnene. Det havde vi ikke mulighed for, hvis vi ikke opkrævede entré til Ringriderpladsen.
Tivoli, Børneland og de mange restaurationstelte med dans og musik til langt ud på natten, danner samlet en festlig ramme om de sportslige dyster i de 22 ringridergalger. Også i år venter man et sted mellem 450 og 500 ryttere. Når ringridning i Sønderborg tiltrækker rytter fra hele Sønderjylland er det bl.a. nogle flotte præmier og en check på 7.500 kr. til vinderen af kongetitlen både fredag og søndag.
Donationerne til ærespræmier løber op i godt en kvart million, og det bringer festens samlede sponsorindtægter op på over en million kr.
-Den historiske ringridning ved Sønderborg Slot i ugerne omkring ringridningen tiltrækker i hundredvis af mennesker og er med til at stimulere interessen for sporten. Heldigvis smitter det også af på mange, der ønsker at dykke mere ned i sportens unikke historie. De henter mere viden på Ringridermuseet, siger Jes Andersen.