Sønderborg, den 17. februar 2010
Alle 7. klasseelever
inviteres til stor
plakatkonkurrence
Alle elever på 7. klassetrin i skolerne i Sønderborg Kommune får nu chancen for at tegne årets plakat til Ringriderfesten i Sønderborg. Klassen, der tegner den flotteste plakat, præmieres med 5.000 kr. til klassekassen.
Med valget af elever på 7. klassetrin håber Ringriderfesten i Sønderborg, at den vindende klasse kan få lidt startkapital til en klasseudflugt på et senere tidspunkt i deres skoleforløb.
Det er Ringriderfestens Sponsor- og Pressekomité, der står bag initiativet, og her håber man, det lykkes eleverne at skabe en plakat med et muntert og gladudtryk. Det er samtidig vigtigt, at plakaten har et enkelt udtryk, der gør den egnet til ophængning i både byens forretninger, på campingpladser og ved indfaldsvejene til Sønderborg.
Reglerne for at deltage i konkurrencen er enkle.
Hver klasse kan indlevere ligeså mange forslag, som klassen ønsker. Forslagene skal afleveres på A3 papir, og have et felt på min. 10 cm i højden og papirets bredde, som Ringriderfesten kan anvende til placering af teksten: Ringriderfest i Sønderborg 9. — 12. juli.
Plakatforslag skal afleveres senest 31. marts på adressen:
Damm Kommunikation, Alsion 2, 6400 Sønderborg
Mærk kuverten: Plakatkonkurrence.
Ved indlevering af forslag til konkurrencen overtager Ringriderfesten ophavsrettigheden og kan frit anvende plakaten i alle medier. Den vindende plakat præsenteres i løbet af april, og det er planen, at det vil ske samtidig med en præsentation af samtlige indsendte forslag.