Sønderborg Ringridning
Ringrider historien Årets fest Børnenes fest Billeder Fest pladsen Nyheder Plakater Kontakt Deutsch English
Nyheder

67 med til cykelringridning

67 børn deltog i den årlige cykelringridning. Deltagerne kom fra flere lande bl.a. Tyskland. Resultatet blev

0 til 6 år

Sharujan Surendran, Sønderborg

Joakim Christiansen, Sønderborg

Mille Tønder, Sønderborg

7 til 9 år

Helene Viggaard, Sønderborg

Magnus Gravlund, Vester Sottrup

Jette Wangenheim, Bremen

10 til 14 år

Ida Bagge, Øster Sottrup

Maja Lassen, Sottrupskov

Cecilie Bagge, Sønderborg

Bedst udsmykkede cykler

Karla Willesen, Høruphav

Helene Viggaard, Sønderborg

Pernille Bagge, Sønderborg

Børnenes ringriderfrokost

med Peddersen og Findus

Når Ringriderfesten i Sønderborg søndag slår teltdugen op til årets ringriderfrokost for børn, bliver det med en ekstra overraskelse. For udover at arrangementet er gratis og der serveres både pølser og is, vil der være sange om de populære tegnefilmsfigurer ”Peddersen og Findus” på plakaten.

Det er sangeren Frank M, der har udgivet en række børnealbums med sange om de populære figurer — den seneste er solgt i over 20.000 eksemplarer — der optræder med sange og fortællinger.

De mange herlige væsner fra universet omkring Peddersen og Findus vækker helt sikkert genkendelse hos børn og de herlige tegnefilm er med deres særlige humor populære hos både børn og deres forældre og bedsteforældre.

Udover at optræde til børnenes ringriderfrokost der starter kl 13:00 præcis, vil man også kunne opleve Frank M og hans sange om Peddersen og Findus i Børneland kl 15:00, hvor han spiller en ekstra koncert.

Billetter til Børnenes Ringriderfrokost fås — så længe lager haves — ved indgangen til Børneland på Ringriderpladsen i Sønderborg. Billetterne er gratis.

Skulle der i øvrigt være en enkelt af de mange forældre der ser med, der synes Frank M virker bekendt er det ikke helt tilfældigt. Frank M optræder nemlig også for voksne under navnet Frank Megabody — og har blandt andet været konferencier på Nordals Festival.

Børneland for sjette gang

Der er lagt op til familiefest med børn, forældre og bedsteforældre når Ringriderfesten for sjette gang slår portene op til sit meget populære Børneland, hvor alle aktiviteter er gratis og underholdning i timevis er sikret.

Man fristes til at sige, at hvor Ringriderfesten altid kan genkendes fra år til år er der intet Børneland uden nyheder. I år er nyhederne meget fysisk aktive på hver sin måde.

Fredag den 10. juli er der Battle-turnering for hold. Battle er et boldspil som er en kombination af strategi og færdigheder. Der er stadig plads til at tilmelde hold til turneringen.

Blandt de mange aktiviteter i Børneland finder man også et dansende telt, hvor børn kan kaste sig ud i en konkurrence om at være bedst til at danse i et Nintendo Wii spil.

Men Børneland er også de mange gammelkendte favoritter, for eksempel pony-ridning, guldgravning, cykelringridning, et legeområde for de helt små, et LEGO byggetelt, en militær forhindringsbane for børn, en café til de voksne og underholdning i børnenes svar på Lansen — i det daglige kaldt ”Mini Lansen”.

Det eneste der koster penge i Børneland er lykkehjulet, der traditionen tro har sikker gevinst. Mod 10 kroner kan man dreje på hjulet og der er gevinst hver gang. Præmierne er sponsoreret af erhvervsdrivende i Sønderborg og LEGO. Hele indtægten går ubeskåret til legetøj til børn der er indlagt på Sønderborg Sygehus.

Cykelringridning med ”sikre” præmier

Årets cykelringridning for børn ved Ringriderfesten i Sønderborg bliver med ”sikker gevinst” for deltagerne — i alt fald kan vinderne i alle aldersgrupper se frem til præmier der alle vil gøre dem mere sikre i trafikken.

Lørdag den 11. juli indledes cykelringridningen traditionen tro ud for Føtex på Perlegade, hvor der pyntes cykler, inden optoget triller mod Ringriderpladsen. Når vinderne i tre aldersgrupper er fundet, kan de bedst placerede se frem til flotte præmier fra Fri Cykler, der sætter fokus på sikkerhed i trafikken.

Generøse gavekort, de hotteste cykelhjelme og reelight cykellygter venter de tre bedst placerede i cykelringridningen. Igen i år vil der også være flotte LEGO præmier til de bedst pyntede cykler.

Det er gratis at deltage i cykelringridningen for børn op til og med 14 år. Alle deltagere vil desuden få sodavand, is og et flot diplom, uanset placering.

Børneland har brug for frivillige

Ingen fest uden hjælpende hænder — sådan er det også når Ringriderfesten i Sønderborg stabler det årlige Børneland på benene. I år mangler arrangørerne især unge, der har lyst til at bruge nogle sjove timer lørdag og søndag, med at gøre oplevelsen af ringridning sjovere for Børnelands mange gæster.

- Vi er utrolig privilegerede med en masse faste hjælpere, der gør en stor indsats, men lige i spidsbelastningen, har vi brug for ekstra kræfter, fortæller næstformand i børnekomitéen Klaus Olesen.

For at få Børneland til at fungere er der brug for mellem 80 og 90 frivillige hjælpere. Der er ingen betaling for at være frivillig i Børneland, men der er fuld forplejning, sponsortøj, gratis adgang til pladsen og en god fest i august i vente til de der melder sig, men det er også andet der får de faste hjælpere til at dukke op år efter år:

- Når vi samles her op til Ringriderfesten, er det næsten som familien,der samles igen. Mange gode venskaber er opstået her og flere frivillige kommer langvejs fra for at være med år efter år, siger Klaus Olesen.

Interesserede kan rette henvendelse til Børnelands hjælperansvarlig Tommy på telefon 26 95 01 04