Musicalstjerne underholder ved tattooshow i Sønderborg

Musicalstjerne underholder ved tattooshow i Sønderborg

23. februar 2019 09:23 , af Jens Michael Damm

Når Ringriderfesten i Sønderborg for tredje gang arrangerer internationalt tattooshow ved Sønderborg Slot bliver et af hovednavnene, den 39-årige musicalstjerne Christoffer Brodersen.

Christoffer er opvokset i Gråsten og uddannet på Det Danske Musicalakademi i Fredericia. Han har spillet hovedroller i adskillige musicals bl.a. i Queen-musicalen We Will Rock You, der spillede for fulde huse i både Boxen i Herning og Royal Arena i København. Christoffer blev valg til rollen blandt flere end 300 internationale og blev personligt godkendt af Queen-medlemmerne Brian May og Roger Taylor.

I syv år frem til 2014 var Christoffer Brodersen med i vokalgruppen Basix, der tournerede i Europa, Asien og USA. Sideløbende har musicalstjernen været sangsolist ved koncerter med bl.a. Den Kgl. Livgardes Musikkorps, Slesvigske Musikkorps og Sønderjyllands Symfoniorkester.

Det Internationale Tattooshow finder sted lørdag den 13. juli. Billetoperatøren - www.ticketmaster.dk - har netop åbnet for salget af billetter til tribune B og D. Indtil nu er omkring 200 billet til tribune C solgt. Der er plads til knap 2.000 tilhørere på pladsen foran Sønderborg Slot.