Støtte fra fonde giver actionhjørne til Børneland

Støtte fra fonde giver actionhjørne til Børneland

18. juni 2015 09:21 , af Jens Michael Damm

Med støtte fra Fabrikant Mads Clausens Fonden og SE’s Vækstpulje tilbyder Børneland i år action hjørne med bl.a. Mountainbikebane.

Børneland er gået sammen med MTB Sønderborg om at bygge forhindringer til en MTB Bane, til brug hvert år i Børneland og ved arrangementer i MTB Sønderborg. Banen er kun blevet til noget med støtte fra Fabrikant Mads Clausens Fonden og SE Vækstpulje og et ekstraordinært godt samarbejde mellem firkløveret: Fri BikeShop, EUC Syd, MTB Sønderborg og Børneland.

MTB Sønderborg har designet forhindringerne, EUC Syd har bygget forhindringerne på deres tømrerlinje og fondene har betalt materialerne. Fri BikeShop sørger for, at der er noget at køre på og stiller mountainbikes og hjelme gratis til rådighed. Så man kan prøver kræfter med den populærere MTB sport i Børneland i ringriderdagene.

- Det har været et ønske blandt Børnelands gæster, i den lidt ældre kategori, at der kom flere aktiviteter til dem. Derfor har vi i år lavet et actionhjørne, hvor vi håber de kan få prøvet nogle grænser af forklarer formand for Børnekomitéen Klaus Olesen.

Udover MTB Banen vil actionhjørnet også bestå af en 7 meter høj klatrevæg, der vil være skydetelt med ægte luftgeværer som bliver brugt til OL og internationale konkurrencer. Om søndagen vil Universe være at finde på pladsen med et gyroskop, så man kan få sig en svingtur på hovedet. Så der bliver fart på i år i Børneland, også for de 8-14 årige.