Tusindvis af sønderborgere får nu glæde af uafhentet hovedgevinst

Tusindvis af sønderborgere får nu glæde af uafhentet hovedgevinst

31. oktober 2019 14:00 , af Jens Michael Damm

Fire velgørende foreninger deler 80.000 kr. Ringriderfesten i Sønderborg donerer ekstraordinært 30.000 kr. til tre rideklubber.

De flere tusinde medlemmer i de lokale afdelinger af Hjerteforeningen, Gigthospitalet, Scleroseforeningen og Diabetesforeningen i Sønderborg kan se frem til et spændende 2020. Alle foreninger arbejder med konkrete planer om at øge deres aktivitetsniveau efter hver at have modtaget en donation på 20.000 kroner fra Ringriderfesten i Sønderborg.

Samlet modtager de fire foreninger 80.000 kroner, som er det netto provenu, Ringriderfesten fik ved at sælge den uafhentede hovedgevinsten – en Citroen C3 – fra årets store lotteri.

-I stedet for at lægge pengene i kassen, besluttede vi, at provenuet skulle komme lokale velgørende organisationer til gode. Her kan de give foreningerne mulighed for at gennemføre flere aktiviteter for deres medlemmer. I Ringriderfesten lægger vi vægt på at fastholde og udvikle ringridersporten og samtidig skabe glæde for mange. Nøjagtig det samme formål har de valgte foreninger. Jo flere aktiviteter eksempelvis Hjerteforeningen kan gennemføre, jo mere fokus er der på værdien af motion, ernæring og et sundt liv, siger formanden for Ringriderfesten i Sønderborg, Jes Andersen.

De fire foreninger fik overrakt pengene ved en festlighed hos autoforhandler Erling Høi-Nielsen, der havde sponseret årets hovedgevinst.

Samtidig med fordelingen af lotterimidlerne uddelte Ringriderfesten ekstraordinært 30.000 kr. til rideklubberne i Sønderborg, Sundeved og Broager. Der er tale om en donation, som ligger udover de godt 100.000 kr. som Ringriderfesten i løbet af kort tid uddeler til øvrige foreninger i lokalområdet. Det er midler som alle er tilvejebragt gennem overskuddet fra festens lotteri- og tombolaaktiviteter.