Igen i år er det muligt at købe nye børnecykler til en rigtigt god pris, på den årlige cykelauktion. Cykelauktionen afholdes i år søndag den 8. juli kl. 14.00 I Ringriderfestens Børneland.
Cykelauktionen i Børneland er efterhånden blevet en tradition. Igennem flere år har det været muligt at byde på de 8 børnecykler, som bruges til cykelringridning i Børneland. Cyklerne er helt nye og kun brugt i ringriderweekenden. De er stillet gratis til rådighed af Fri BikeShop og bliver solgt på auktion søndag eftermiddag midt i Børneland.
- Jeg er glad for samarbejdet med Ringriderfestens Børneland, og er stolt over at vi de sidste år har samlet mere end 65.000 kr. ind ved auktionen, penge som går til forskellige formål, siger Kent Nissen, fra Fri BikeShop Sønderborg.
Alle pengene som kommer ind, bliver i år doneret ubeskåret til Als HF. Der var været en ansøgningsrunde, hvor flere lokale aktører har søgt om at modtage pengene. Als HF blev valgt for at støtte en lokal aktør, der gør en indsats for fysiske børneaktiviteter. De seneste år er medlemstallet faldet og der kunne knap stilles hold i Notmarks sogn og idrætsforening samt Sydals Håndboldklub. Ved at lave holdfællesskab, ALS HF, har de nu kunnet stille hold i stort set alle rækker og alle aldre – det arbejde støtter årets auktion.
Auktionen finder sted lige efter børnenes ringriderfrost søndag den 8. juli kl. 14.00. Hver krone der kommer ind via auktionen går ubeskåret videre til Als HF. De købte cykler kan den efterfølgende uge afhentes hos Fri BikeShop efter service og sikkerhedstjek.