Den gratis børnefrokost under Ringriderfesten i Sønderborg, byder i år på den største børnefrokost nogensinde, men stadig i hyggelige og trygge rammer.
Børnelands store børnefrokost bliver i år flyttet ud af Børneland og op i Hesteskoen. Hestesko-teltet vil søndag eftermiddag bliver spærret af for ølsalg, i den største del af teltet. I teltet vil der kun være adgang for børn, så det er de samme hyggelige og trygge rammer som altid har været kendetegnende for børnefrokosten.
Menuen vil i år også være helt anderledes end tidligere. Ind er kommet en ny samarbejdspartner i form af det Sønderjyske Køkken og derfor bydes børnene på en ny menu. Børnene kan glæde sig til kødboller, grønsagsspaghetti og en muffin til dessert. Derudover vil der igen være en juice eller vand og en is til børnene sponsoreret af Min Købmand på Grundtvigs Allé.
- Vi er stolte af igen at kunne byde op mod 400 børn velkommen til en gratis ringriderfrokost. Det er en af festens højdepunkter som alle i Børneland glæder sig til, forklarer Brian Jørgensen, Formand for Børnekomitéen ved Sønderborg Ringridning.
Billetter til børnenes ringriderfest er gratis, men man skal hente dem på forhånd for at være sikker på at få plads. Med en ny sponsor, introducere Børneland i år også et ekstra udleveringssted af billetter. Udover Min Købmand på Grundtvigs Allé 95 vil børnene i år også kunne hente billetter til frokosten hos det Sønderjyske Køkken på Perlegade 50. Billetterne uddeles efter først til mølle princippet fra mandag den 3. juli 2017. Eventuelt overskydende frokostbilletter kan afhentes ved indgangen til Børneland fra lørdag den 8. juli.
Årets børneringriderfrokost afvikles søndag den 9. juli i hesteskoen – Kl. 13:30 byder ringriderfestens formand Jes Andersen, med hjælp fra festens herolder, gæsterne til børnenes ringriderfrokost et varmt velkommen. I løbet af den gode halve time som frokosten varer, vil der være super ringriderstemning i børnehøjde. Der vil være musik og fællessang med Michael Vogensen.