Cartoon Network fylder Børneland med masser af aktiviteter

Cartoon Network fylder Børneland med masser af aktiviteter

3. juli 2018 07:00 , af Brian Jørgensen

Igen i år får Børneland besøg af den landdækkende karavane med sjove aktiviteter og konkurrencer. Søndag den 8. juli kan børnene prøve sjove aktiviteter, vinde seje præmier og møde nogle af figurerne fra Cartoon Network’s serier.

Ved du hvad dine yndlingsfigurer fra Cartoon Network laver når de holder sommerferie? De kommer da ud til dig! I år kan man opleve flere af de kendte figurer når Cartoon Network på sommerturné kommer til Børneland. Der vil være shows med de skøre Finn og Jake fra Eventyrtid, den seje Ben 10 og hans aliens og de sjove Powerpuff piger. Udover at se figurerne på de skrå brædder kan du møde dem, tage billeder med dem og måske få en high five eller en krammer. Er man mere til Transformers og NERF vil der være sejt legetøj til fri leg, og børnene kan udfordre hinanden til en venskabelig kamp på den store oppustelige NERF bane.

Udover de sjove figurer vil området være fyldt med aktiviteter for små og store og masser af konkurrencer. Bordene vil bugne med legetøj fra My Little Pony, NERF, Transformers, Play-Doh og Doh Vinci som vil være til fri leg. Der vil også være en kæmpe oppustelig Twister bane, hvor børnene vil kunne prøve det klassiske spil på en ny og meget underholdende måde.

-Søndagen er traditionen tro en stor besøgsdag i Børneland, og Cartoon Networks har de senere år været med til at gøre dagen helt ekstra fantastisk. I år laver de endda en lille pause i midten og overlader scenen til en koncert med YouTube-Stjernen Albert Dyrlund, fortæller Formand for Børnekomitéen Brian Jørgensen.