Inviter venner og bekendte til herrefrokost mandag den 13. juli og deltag i den første festlige virtuelle frokost i Sønderborg.
Myterne og historierne om landets største og eneste herrefrokost – frokosten ved Ringriderfesten i Sønderborg – er mange. Og meget ofte sandfærdige. Måske netop derfor er der hvert år rift om de ca. 2.000 pladser i et kæmpetelt, der danner ramme om en enestående frokost med taler, musik og mangt en skål.
Corona-krisen har desværre ført til en aflysning af Nordens største rytterfest – men herrefrokosten vil man under ingen omstændighed gå glip af i Sønderborg. Og hvorfor ikke ganske gratis åbne teltdugen for alle mænd i ind-og udland? Herrefrokosten bliver i år live-transmitteret på en måde, så der også bliver transmission fra de forhåbentlig mange frokoster, der samtidigt finder sted rundt om i landet.
Et telt i haven
Omdrejningspunktet for frokosten er et telt i en have, der grænser op til Ringriderpladsen i Sønderborg. Omkring hovedbordet i teltet finder man i behørig afstand fra hinanden formanden for Ringriderfesten Jes Andersen, Ritmester Hans Otto Ewers, Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen, formanden for Arenakomiteen Stig Clausen og toastmaster Leif Maibom.
Efter Ringriderfestens Herolder har blæst selskabet til bords, byder formanden velkommen, hvorefter toastmasteren styrer slagets gang krydret med småfrække muntre bemærkninger og historier. Der skal holdes taler, ses klip fra tidligere års hovedtaler, synges og lyttes til musik. Kapelmester Thomas Pakula og sangeren Christoffer Brodersen er garant for, at sangene synges på ægte frokostmaner. De udenlandske militærorkestre kommer ikke i år, men der vil være musikalske overraskelse live direkte fra teltet i haven.
Live-sendingen fra frokosten er planlagt til godt to en halv time. Undervejs vil der være transmissioner fra omkring 25 frokostarrangementer rundt om i landet. 4-5 af disse vil få besøg af Ringriderfestens Hjælpe-pakke-bil, der medbringer kolde øl, snaps og gin tonic sponseret af lokale leverandører.
Inviter til frokost
Vil du invitere til herrefrokost i din have, sommerhus, på arbejdspladsen eller privat og få mulighed for at få dit arrangement live transmitteret, skal du senest den 6.juli tilmelde dig på Ringriderfestens hjemmeside www.ringriderfesten.dk/virtuel-herrefrokost .
Vi glæder os til at løfte lidt af sløret for de traditioner, der har gjort herrefrokosten i Sønderborg til noget helt specielt. Vi skal synge, vi skal lytte til taler fra teltet og se klip fra de seneste års store, sjove, fantastiske taler, vi hører kanonen gå af, når vi siger skål. Ja, vi følger konceptet og transmittere det ud til de virtuelle frokostdeltagere, der kan følge med på telefon, iPad, computer eller TV. Vi håber mange tager opfordringen op og er med til at gøre frokosten 2020 til en helt speciel begivenhed. Og så får damerne jo for første gang nogensinde lov til at kigge med, siger Ringriderforeningens formand Jes Andersen.
Ønsker de virtuelle frokostdeltagere at få serveret den traditionelle er herrefrokostens faste leverandør Claus Per Elholm fra restaurant 1761 klar med en take-away menu, der skal bestilles nogle dage inden den 13. juli..