Hans Nicholaisen løb med titlen som konge

11. juli 2021 18:42 , af Jens Michael Damm

Hans Nicolaisen fra Dybbøl vandt kongetitlen i ringriderdysten i Sønderborg. Kronprins blev Torben Kaufmann fra Bolderslev, mens Ole Olsen fra Rangstrup blev prins.

Den samlede præmiesum var på 15.000 kr. med 7.500 til vinderen, 5.000 til kronprinsen og 2.500 til prinsen. Præmien var udsat af Broager Sparekasse.

314 ryttere deltog i søndagens dyst og 18 ryttere gik videre til omridningen. Specielt dysten om titlerne kronprins og prins var dramatisk. Gang på gang måtte de to ryttere igennem galgen. Når den ene tog ringen på 5 millimeter, gjorde konkurrenten det også. Det samme gjorde sig gældende, når den ene fejlede  gjorde den anden det også, men til sidst kom en afgørelse.

Ringriderfesten i Sønderborg havde samlet omkring 2.000 publikum og ryttere fordelt i to ”corona-bobler”.