Husk at sikre dit barn en billet til årets ringriderfrokost

Husk at sikre dit barn en billet til årets ringriderfrokost

26. juni 2018 07:00 , af Brian Jørgensen

Igen i år byder Ringriderfestens Børneland på ringriderfrokost for børn. Det er gratis at deltage men man skal hente en billet på forhånd for at være sikker på at komme med.

Billetter til børnenes ringriderfrokost er gratis, men man skal hente dem på forhånd for at være sikker på at få plads. Billetterne uddeles efter først til mølle princippet fra torsdag den 28. juni 2018 kl. 10.00 hos Min Købmand på Grundtvigs Allé 95 eller hos det Sønderjyske Køkken på Perlegade 50. Eventuelt overskydende frokostbilletter kan afhentes ved indgangen til Børneland fra lørdag den 7. juli.

Igen i år vil maden blive sponsoreret af Det Sønderjyske Køkken, så børnene kan glæde sig til en både sund og nem menu. På menuen er gulerødder med grøntsagshumus, slider med økologisk Alskylling og kål samt en Grøntsagskage til dessert. Derudover vil der igen være en juice eller vand og en is til børnene sponsoreret af Min Købmand på Grundtvigs Allé.

- Vi er stolte af igen at kunne byde op mod 400 børn velkommen til en gratis ringriderfrokost. Det er en af festens højdepunkter som alle i Børneland glæder sig til, forklarer Brian Jørgensen, Formand for Børnekomitéen.

Årets børneringriderfrokost afvikles søndag den 8. juli i hesteskoen. Hestesko-teltet vil søndag eftermiddag blive spærret af for ølsalg, i den største del af teltet. I teltet vil der kun være adgang for børn, så det er de samme hyggelige og trygge rammer som altid har været kendetegnende for børnefrokosten. – Kl. 13:30 byder ringriderfestens formand Jes Andersen, med hjælp fra festens herolder, gæsterne til børnenes ringriderfrokost et varmt velkommen. I løbet af den gode halve time som frokosten varer, vil der være super ringriderstemning i børnehøjde. Der vil være musik og fællessang med Michael Vogensen.