Lykkehjul med mange og store præmier sikrer en ”God jul for alle”

Lykkehjul med mange og store præmier sikrer en ”God jul for alle”

19. juni 2017 07:34 , af Brian Jørgensen

Over 60 af byens butikker har doneret gaver, og med 3 hovedpræmier er Børnelands lykkehjul fyldt med gaver som aldrig før. Alle indtægter går til foreningen En god jul for alle.

 En helikoptertur over Sønderborg, et digitalt kamera eller sæsonkort for hele familien til Universe, det er de tre hovedpræmier i Børnelands lykkehjul under Ringriderfesten i Sønderborg. Der er dog præmier til alle der prøver lykkehjulet, så der er masser af gaver. Byens butikker er hvert år meget behjælpelige med mange gaver, som de donere til Børnelands lykkehjul og det gode formål.

 Lykkehjulet, der som den eneste aktivitet koster penge i Børneland, har i flere år samlet penge ind til et godt formål.  Igen i år samarbejder Ringriderfesten med foreningen En god jul for alle, der sikrer julehjælp til socialt dårligt stillede familier i Sønderborg Kommune.

 - Vi er utroligt glade for den indsats Børnelandet og dets sponsorer gør for at støtte op omkring en god jul for alle og er stolt over så mange butikker bakker op, fortæller Brian Kaslund fra ”En god jul for alle”.

 Foreningen ”En God Jul til Alle” samler penge ind til at dårligt stillede børnefamilier i Sønderborg Kommune, så de kan få tiltrængt julehjælp. Foreningens formål er indsamling af bidrag og gaver fra enkeltpersoner, foreninger og erhvervsliv med henblik på årlig uddeling af disse bidrag og gaver til enkeltpersoner, grupper og foreninger.

 - Jeg er glad for samarbejdet med ”En god jul for alle”, fordi det giver foreningen en tidlig start på deres indsamling frem mod jul, siger Brian Jørgensen, der er formand for Ringriderfestens Børnekomité.