Lykkehjul med præmier til alle, sikrer ’En god jul for alle’.

Lykkehjul med præmier til alle, sikrer ’En god jul for alle’.

17. juni 2018 06:30 , af Brian Jørgensen

Alle der prøver lykken i Børnelands lykkehjul vinder en præmie. Dem som vinder mest er dog de børnefamilier som får julehjælp, da alle indtægter går til foreningen En god jul for alle.

Der er præmier til alle der prøver lykkehjulet i Børneland, så det er fyldt med masser af gaver. Dette er kun muligt fordi byens butikker hvert år er meget behjælpelige med at sikre disse mange gaver, som de donere til Børnelands lykkehjul og det gode formål. Men flere kan stadig nå at give et bidrag, hvis de kontakter Ringriderfestens Børneland.

Lykkehjulet, der som den eneste aktivitet koster penge i Børneland, har i flere år samlet penge ind til et godt formål.  Igen i år samarbejder Ringriderfesten med foreningen En god jul for alle, der sikrer julehjælp til socialt dårligt stillede familier i Sønderborg Kommune.

- Vi er utroligt glade for den indsats Børnelandet og dets sponsorer gør for at støtte op omkring en god jul for alle og er stolt over så mange butikker bakker op, fortæller Henning Petersen fra ”En god jul for alle”.

Foreningen ”En God Jul til Alle” samler penge ind til at dårligt stillede børnefamilier i Sønderborg Kommune, så de kan få tiltrængt julehjælp. Foreningens formål er indsamling af bidrag og gaver fra enkeltpersoner, foreninger og erhvervsliv med henblik på årlig uddeling af disse bidrag og gaver til enkeltpersoner, grupper og foreninger.

- Jeg er glad for samarbejdet med ”En god jul for alle”, fordi det giver foreningen en tidlig start på deres indsamling frem mod jul, siger Brian Jørgensen, der er formand for Ringriderfestens Børnekomité.