Nordmænd klar til at indtage Skansen

Nordmænd klar til at indtage Skansen

28. april 2022 10:09 , af Jens Michael Damm

Tveit Union Musikkorps fra den sydnorske by Kristiansand henrykkede i 2018 publikum, da det underholdt i forbindelse med Ringriderfesten. Deres deltagelse i optoget huskes af mange for en stram, flot og tattoo præget march gennem Sønderborg.

Nu kommer musikkorpset tilbage til Sønderborg, hvor det bliver et af flere orkestre, der skal underholde ved det store tattooshow i Skansen lørdag den 9. juli.

Musikkorpset er efterspurgt i både hjemlandet og internationalt. Hvert år på den norske nationaldag den 17. maj præsenterer orkestret et nyt tattooshow på en central plads i Kristiansands centrum. Det er orkestrets tamburmajor John Natvig, der står for koreografien.

Udover Sønderborg skal Tveit Union i år også medvirke ved Berlin Tattoo til november. Blandt de internationale tattooshows orkestret tidligere har deltaget i kan nævnes Bremen Tattoo, Tattoo St. Quentin i Frankrig og Spasskaya Tower Military Tattoo i Moskva.

Billetter til det store tattooshow i Skansen i Sønderborg fås på www.billetsalg.dk eller via Ringriderfesten i Sønderborgs hjemmeside www.ringriderfesten.dk. Prisen er 185 kr.

Det er i øvrigt første gang tattooshowet holdes indendørs, og på nuværende tidspunkt er godt 400 billetter solgt. På nuværende tidspunkt er det langt flere end dengang tattooshowet fandt sted udendørs. Efter tattooshowet er der gratis shuttlebus til Ringriderpladsen.