Nu sættes billetterne til Ringriderfestens Damefrokost til salg

Nu sættes billetterne til Ringriderfestens Damefrokost til salg

4. april 2024 19:44 , af Jens Michael Damm

Ringriderfesten i Sønderborg har formået at bevare stolte traditioner samtidig med konstant fornyelse - det er en af nøglerne til festens årlige succes. Sidste år debuterede Ringriderfestens Damefrokost med over 550 festklædte kvinder og blev øjeblikkeligt en stor succes. Og det er ingen tilfældighed - Damefrokosten er kommet for at blive, solidt forankret i en dedikeret Damefrokostkomite.

Nu er billetsalget til Ringriderfestens Damefrokost åbnet online. Frokosten finder sted lørdag den 13. juli fra kl. 14 til 19 og er åben for kvinder i alderen 18 år og opefter. 

Undervejs i frokosten vil der være taler af blandt andre tidligere tv-journalist Line Baun Danielsen og ligestillingsminister Marie Bjerre. Og så kommer der et festligt overraskelsesindslag, som endnu ikke kan afsløres.

Hotel Baltic i Høruphav står for en lækker tre-retters menu, og Wohlenberg Vinhandel har nøje udvalgt vine til arrangementet. Damefrokostens egen sommer-øl fra Midtfyns Bryghus vil også være til rådighed, og der vil være ad libitum servering af vin, øl og vand.

De musikalske indslag leveres blandt andet af de danske og internationale orkestre, som Ringriderfesten har engageret til at underholde i forbindelse med optog gennem byen, ved koncerten på Rådhustorvet lørdag, til det Internationale Tattooshow i Sydjysk Sparekasse Skansen om søndagen og til Herrefrokosten mandag.

Billetterne koster 790 kr. Er man en gruppe, der vil sidde ved samme bord, skal alle billetter købes samlet, og det sker på www.billetsalg.dk. Billetter sælges til og med den 3. juli. 

I år opfordrer damefrokostkomiteen igen til, at alle deltagerne klæder sig i hvid overdel/kjole og mørk underdel for at skabe den rette stemning og fællesskabsfølelse.