Piger i bukser og mænd i skørter spiller op til Ringriderfesten i Sønderborg

Piger i bukser og mænd i skørter spiller op til Ringriderfesten i Sønderborg

4. juni 2023 18:07 , af Jens Michael Damm

Uden Sønderborg Garden og Sønderborg Pipes and Drums ingen ringridning i Sønderborg, fristes man til at påstå. Det er naturligvis forkert for ringridningens historie kan skrives helt tilbage til 1888, mens Garden blev stiftet for 43 år siden og Pipes and Drums for 20 år siden. Men fakta er, at de to lokale musikalske institutioner betyder meget for underholdningen i ringriderweekenden.

Når Sønderborg Garden spiller op til det første rytteroptog den 7. juli, har garden været en tur i Tivoli i København, og deltaget i det store gardertræf Rastede Musik Tage nær Oldenburg. Her skal der dystes om pokaler og Sønderborgenserne håber på førstepriser i tattoo, koncert for trommekorps, march og brassband. Sidst garden fik en pokal med hjem fra et stævne var i 2017.

I fjor prioriterede Sønderborg Garden Ringriderfesten og undlod at deltage i dysten om Danmarksmesterskabet for Garder. I 2024 er Sønderborg med i kampen om DM, men kommer selvfølgelig også til ringridning.

At Sønderborg Garden er med i dysten om pokaler i Tyskland kommer specielt det publikum, der deltager i det internationale tattooshow i Broager Sparekasse Skansen, til gode. Netop færdighederne i tattoo og march er nogle af gardens specialer, og så skal vi naturligvis ikke undervurdere de musikalske færdigheder.

Interessen for at blive en del af Garden er stor. På nuværende tidspunkt banker 25 talenter på gardens dør.

Sønderborg Pipes and Drums - i daglig tale blot SPAD - er byens ældste pipeband med 20 år på ”bagen”.

SPAD blev grundlagt i 2003 og råder over 20 musikere på henholdsvis sækkepibe, lilletrommer, tenor og bas tromme samt tre dansere. De spiller den traditionelle skotske sækkepibe musik og danser traditionel Highland Dance, som man blandt andet også kan opleve til Edinburgh Tattoo.

Som noget nyt i år, er bandets ungdomsafdeling med i uniform. De er alle i alderen 13-25 år.

Også SPAD deltager i rytteroptogene, giver koncerter rundt om i Sønderborg og er naturligvis med i Det Internationale Tattooshow i Skansen lørdag aften.

 Interessen for at købe billet til tattooshowet er vokset efter vi har flyttet arrangementet indendørs. Vi er helt vejruafhængige så publikum kan virkelig læne sig tilbage og nyde musikken og gardernes performance. Der er endnu ikke udsolgt, så det er blot om at gå på www.billetsalg.dk Billetterne koster blot 185. kr., siger formanden for arrangementskomiteen Henrik Hjortkjær Lorenzen.