Rift om tattoobilletter

16. januar 2020 12:03 , af Jens Michael Damm

Interessen for at overvære Ringriderfestens Royale Genforenings Tattoo ved Sønderborg Slot den 11. juli overgår alle forventninger. Før jul blev de 788 pladser til hovedtribunen sat til salg, og nu er der blot 250 billetter tilbage til tribunen.

En af årsagerne til den store interesse er sandsynligvis, at man frem til 31. januar kan købe billetterne til 200 kr. Efter den dato stiger prisen til 250 kr. Det store spørgsmål er nu, om alle billetter til hovedtribunen er væk inden 1. februar.

Billetterne til hovedtribunen inkluderer reserverede pladser og adgang til festlighederne på Ringriderpladsen efter tattooet. Salget af billetter sker via www.billetsalg.dk. Billetter til de øvrige tribuner A, B, D og F kommer til salg i de kommende måneder.

Det Royale Genforenings Tattoo er en del af programmet for den store folkefest, der finder sted på Dybbøl Banke den 11. juli, hvor der er royal tilstedeværelse. Hele dagen vil stå i Genforeningens tegn, og der ventes tusindvis af besøgende til Sønderborg.