Ringridereliten dyster om ”Den gyldne Ring” ved Sønderborg Slot

Ringridereliten dyster om ”Den gyldne Ring” ved Sønderborg Slot

25. juni 2018 19:23 , af Jens Michael Damm

Ringridning er en sportsgren, der kræver et perfekt samspil mellem rytter og hest. Det at være i stand til i galop at stikke lansen gennem et hul på blot fem millimeter placeret i en ring ophængt i en galge kræver stor akkuratesse og timevis af træning.

Skal man vinde kongetitlen, eller titlerne som kronprins eller prins ved ringridningen i Sønderborg fredag eller søndag, så er det et must, at lansen rammer det lille hul, og at ringen bliver siddende på ringen.

Ringriderfesten i Sønderborg har inviteret de sidste 10 års titelindehavere, der på kvindesiden hedder dronning, kronprinsesse og prinsesse, til at deltage i dysten om ”Den gyldne ring”. Med andre ord: Kun de bedste af de bedste er med i dysten, der finder sted lørdag den 7. juli kl. 12,30 på den historiske ringriderbane ved Sønderborg Slot.

”Den gyldne ring” er noget helt specielt indenfor ringridersporten. Dysten finder kun sted hvert femte år, og det gør det at vinde til noget særligt.

I år deltager omkring 30 ekvipager i konkurrencen om ”Den gyldne ring” .  Førstepræmien er på 5.000 kr. Det er Bopil Fodringssystemer A/S, der er sponsor.

-Vil man se ringridning i absolut topklasse, skal man overvære dysten om ”Den gyldne ring”. Det er helt unikt. Vi har samlet de bedste ryttere, ja, du kunne kalde det et dansk mesterskab, siger ritmester Hans Otto Ewers.

Blandt årets deltagere i dysten om ”Den gyldne ring” er Rasmus Juhl, der blev landskendt for sin deltagelse i TV serien ”Rigtige mænd”. Han blev en populær konge i Sønderborg, da han i 2017 vandt fredagens ringriderkonkurrence.