Ringriderfesten flytter Tattooshow til søndag

Ringriderfesten flytter Tattooshow til søndag

3. november 2023 18:00 , af Jens Michael Damm

Ringriderfesten i Sønderborg har besluttet at flytte det store internationale Tattooshow i Broager Sparekasse Skansen fra lørdag den 13. juli til søndag den 14. juli og er netop nu i gang med at informere de godt 60 personer, som allerede har købt billetter. De får tilbudt at flytte fra lørdag til søndag, og hvis det ikke er muligt, får de pengene tilbage.

Baggrunden for ændringen er, at de orkestre, der deltager i tattooet, også skal medvirke i ringriderfestens damefrokostarrangement, der finder sted om lørdagen, og det giver nogle logistiske udfordringer.

Ringriderfesten ønsker, at orkestrenes medvirken i damefrokosten sker på nogenlunde samme måde som ved herrefrokosten, hvor det hører til blandt frokostens absolutte højdepunkter.

På nuværende tidspunkt er antallet af solgte billetter til Tattooshow større end i fjor, hvor showet blev en stor succes. Frem til juleaften, den 24.december, kan billetter købes for 160 kr. plus gebyr hos www.billetsalg.dk. Herefter koster billetten 195 kr. plus gebyr. Prisforskellen gør, at Ringriderfesten forudser, at mange vil benytte muligheden for at anvende tilbuddet til advents-, kalender- eller julegaver til familie, venner eller bekendte.