Ringridning i Sønderborg gennemføres 11. juli

Ringridning i Sønderborg gennemføres 11. juli

28. april 2021 09:42 , af Jens Michael Damm

For at fastholde den store interesse for ringridersporten har Ringriderfesten i Sønderborg besluttet at gennemføre den traditionelle ringridning søndag den 11. juli.

Stort set alle øvrige aktiviteter – rytteroptog med musikalsk ledsagelse, gøgl og festtelte på ringriderpladsen og herrefrokosten – aflyses.

Eneste undtagelse er, at cykelringridningen for børn gennemføres sideløbende med rytternes dyst i galgerne. Hele arrangementet er planlagt at finde sted i tidsrummet fra kl. 12 til kl. 19.

Beslutningen er truffet i lyset af de restriktioner, der gælder for større offentlige arrangementer.

-Vi har studeret ekspertgruppens anbefalinger, hvor man forventer, at alle over 50 år er vaccineret den 1. juli. Det giver os mulighed for at afvikle selve ringridningen på betryggende vis og åbne mulighed for publikums deltagelse, mens vi desværre må aflyse de øvrige aktiviteter, siger formanden for Ringriderfesten i Sønderborg, Jes Andersen.